Marie Mørks Skole

Opførelse af udskolingshus.

Sagen omfattede projektering og opførelse af Marie Mørks Skoles nye udskolingshus. Det nye udskolingshus er på ca. 1.100 m2, og er beliggende ved det mest trafikerede kryds i Hillerød.

 

Lidt om historien om Marie Mørks Skole – næsten alle skolens bygninger har navne: Hovedbygningen var den første bygning og bygget fra 1895 i tre etaper, der afsluttedes i 1905 med gymnastiksalen.

I 1907 kom den nye Bygning til, der hedder noget så mundret som: Ny Bygning fra 1907. Gennem alle årene har skolen opkøbt omkringliggende villaer og ombygget dem til skole, herunder: Frk. Israelsens Hus, hvor 3. klasserne og N/T bor, Solhøj hvor 2. klasserne bor, Hansens Hus hvor personalet “bor”, Nielsens Hus hvor de kreative fag: Billedkunst, Madkundskab og Håndværk/design bor, Petersborg hvor 0.-1. klasserne bor, Mariehuset hvor SFO’en bor.

Dertil er nu kommet Udskolingshuset – som huser netop udskolingen.

Aksel V. Jensen A/S varetog ingeniørarbejderne i forbindelse med projekteringen og senere fagtilsyn og byggeledelsen.

Byggeledelsen indebar en stor del koordinering med naboer og deslignende, da der blev bygget tæt op ad den eksisterende skole med et meget trafikeret kryds på de øvrige sider, mens skolens øvrige bygninger var i brug.

Selve udformningen af udskolingens nye bygning og udearealerne er udtryk for et samlet greb. Dette samlede greb svarer på de funktionelle krav samtidig med at være meget bevidst om de nære omgivelser.

Der er i forbindelse med planlægningen taget hensyn til både udefrakommende faktorer såsom lokalplan, trafikstøj og sollys, og en intention om at knytte det nye byggeri tæt sammen med skolens øvrige eksisterende bygninger.

Ved hvert klasselokale ligger et gruppearbejdsområde, der hører til klasselokalet. Dette er møbleret med siddenicher, borde og enkelte skabe til undervisningsmaterialer. Det er tanken med området, at det både kan benyttes til fordybet samarbejde mellem 2 elever – og til større gruppers arbejde i forbindelse med holddeling. Det fordrer både visuel og akustisk afskærmning. Området skal også kunne bruges som socialt samlingssted udenfor undervisningstiden.

Der er indrettet et mødelokale med tekøkken på første etage. Her afholdes teammøder og diverse samtaler.

Udskolingslederens kontor er placeret centralt på anden etage.

Personalet gør desuden brug af fællesarealerne til forberedelse, mødeaktivitet og lignende.

På tredje etage ligger et enkelt klasselokale med eget gruppearbejdsområde og enkelte driftslokaler. Derudover er der adgang fra begge trapper til tagterrassen, der fylder det meste af denne etage.

  • Bygherre: Marie Mørks Skole. Kontaktperson: Henrik Christensen.
  • Hovedentreprenør: NHH A/S i hovedentreprise
  • Opgavetype: Nybyg, skoler
  • Arkitekt: KANT Arkitekter
  • Ingeniør: Aksel V. Jensen A/S
  • Rolle på sagen: Ingeniørrådgiver og projekterende på alle ingeniørfag samt byggeledelsen
  • År: 2018 – 2020

Skal vi snakke sammen?

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om hvad vi kan hjælpe med.